Bruno og Pogba: Et himmelsk samarbejde eller en rusten Peugeot?

Peter Hasle Laursens billede
Indsendt af Peter Hasle Laursen den fre, 12/06/2020 - 12:28
Ole Gunnar Solskjær og staben tænker sandsynligvis store tanker om, hvordan de får det bedste ud af både Bruno Fernandes og Paul Pogba på samme hold.

Det begynder så småt at dufte mere af Premier League-fodbold, pints og fish’n’chips end social afstandstagen og tequila-lugtende hånddesinfektion i den lokale Netto. De øverste myndigheder i England har besluttet, at fodbolden igen må rulle med start fra midten af næste uge, og det betyder, at vi kan begynde at glæde os til at se United genoptage jagten på Chelseas fjerdeplads, og se hvor langt skuddet i både FA Cuppen og Europa League kan række. Og alt imens coronavirusset har raseret, så er de to offensive trumfkort Marcus Rashford og Paul Pogba blevet deres skader kvit og skulle være klar til at trække i trøjen mod Tottenham næste fredag.

Men den sidstnævntes tilbagekomst rejser måske flere spørgsmål, end den giver svar, for med ankomsten af Bruno Fernandes fik United noget spræl og inspiration, men har den portugisiske midtbanespiller så overtaget Pogbas plads på holdet, eller kan de to spillere fungere sammen?

Ifølge Paul Scholes og Ryan Giggs er svaret ganske givet: ”Gode fodboldspillere kan altid spille sammen,” svarer de. Men er fodbold virkelig så simpelt, at de to teknisk stærke midtbanespillere bare går ind på en fodboldbane, og så skabes en fodbold-symbiose som et Beckham-indlæg i pandebrasken på Van Nistelrooy?

For at komme nærmere et svar – som i sagens natur ikke kan besvares endegyldigt på nuværende tidspunkt – kigger denne artikel på, hvad der er de to spilleres respektive styrker og svagheder, og hvordan disse enten kan komplimentere hinanden eller ødelægge rytmen for dem begge og holdet.

The curious case of Paul Pogba

Det bliver mere og mere usandsynligt, at Paul Pogba forlader klubben til sommer ifølge flere troværdige medier og transferjournalister. Coronakrisen har besværliggjort vinduet for stort set alle klubber, og isoleret set er det efterhånden kun ganske få klubber, der har den slags penge til rådighed, som United kræver for franskmanden. Derfor ligner det, at Ole Gunnar Solskjær har den tidligere Juventus-spiller i sin fold, når den kommende sæson sparkes i gang. Men det har tidligere været svært at få det bedste ud af Pogba over en længere periode.

The Guardian-journalisten Jonathan Wilson skriver i en artikel meget rammende om franskmanden, at hans store palette af forcer gør det svært at sige præcist hvor på midtbanen, han passer bedst. Bliver han placeret for langt fremme, bliver hans imponerende ‘long range’-afleveringer og evne til at være en god, dybdeliggende playmaker ikke udnyttet. Bliver Pogba istedet placeret for langt tilbage - netop i rollen som den dybdeliggende playmaker -, er det svært at udnytte, at han er dygtig til at komme i løb i feltet og være målfarlig.

Pogba var fremragende og kom på ønskesedlen hos flere europæiske storklubber, da han spillede i Antonie Contes 3-5-2 system i Juventus. Her var han placeret til venstre på den centrale midtbane, og wingbacken Kwadwo Asamoah fik hele venstrefløjen som sin personlige løbebane og gav mulighed for, at Pogba kunne slippe bolden ud til ham i et overlap.  Placeret til venstre på Solskjærs tremands-midtbane har han dog ikke altid set ligeså komfortabel ud, og det kan tildels forklares med manglende støtte fra venstrebacken. Luke Shaw er først midtvejs i denne sæson kommet i en god, kontinuerlig form, og Brandon Williams har ikke spillet meget med Pogba på grund af midtbanespillerens skadesproblemer.

På sidste sommers preseason spillede Pogba i højre side  på den centrale midtbane, og flere iagttagere bemærkede, at det kunne være på grund af den nye højreback Aaron Wan-Bissaka, som beskyttede rummet til højre for og bagved Pogba mere.

Noget af det første, der lykkedes for Ole Gunnar Solskjær, var at forløse Pogbas kvaliteter over længere tid. Dengang i slutningen af 2018 og starten af 2019 blev midtbanespilleren netop placeret til venstre i en tremandsmidtbane, men når holdet angreb, var han mere en 10’er i noget, der lignede en 4-2-3-1 eller 4-3-1-2 opstilling. Det bliver forklaret i denne video.  Nemanja Matic spillede, selvom han kan ligne en, der ikke vil have ansvar for bolden, bolde imellem modstandernes kæder, og Ander Herrera dækkede store områder på banen med sit karakteristiske arbejdsraseri. Dermed var Paul Pogba fri til at bevæge sig op i rummet mellem modstanderens centrale midtbane og centrale forsvar. Det fungerede, indtil United-spillerne fik skader og andre småskavanker angiveligt som følge af Solskjærs spillestil, der fysisk var lidt mere krævende end forgængeren Mourinhos var det.

Det er, når Pogba ikke er på holdkortet, til at få øje på, hvad han bringer, og det har været mere reglen end undtagelsen i 19-20 sæsonen. Der er fans og eksperter, der mener, at det er bedre for holdet, at franskmanden ikke er med, men er det også sandheden, når man analyserer enkelte kampe og kigger på statistikkerne? - før Brunos ankomst. I en analyse af Uniteds nederlag på udebane mod Newcastle i efteråret, bliver det klart, at United mangler flair uden midtbanespilleren, og det er tydeligt, at holdet har store problemer, når modstanderen står dybt i banen. Med og uden Pogba - og før Bruno. Nemanja Matic, Fred og Scott McTominay er de tre spillere, som oftest er kaldt til dåd i fraværet af Pogba - hvor også Lingard og Pereira har fået chancer.

Det er dog, som analysen viser, ikke spillere, der nyder at sætte kuglen på spil med afleveringer mellem kæderne, og derfor er United uden en spiller med flair utroligt nemme at lukke ned for. Midtbanespillerne vælger den trygge løsning og spiller bolden bredt i banen, og det er mange modstanderhold rolige ved. Grafikken nedenfor er taget fra analysen, og den viser, at United er farligere på den sidste tredjedel af banen, når Pogba er med.

Jonathan Liew, der også er journalist hos The Guardian, skriver om Uniteds midtbane, at der et problem, som har været gennemgående i snart 10 år. Fra Darren Fletcher, Marouane Fellaini, Morgan Schneiderlin og videre til McTominay og Matic, er der den fællesnævner, at det er spillere, som ikke udstråler, de vil have bolden. Pogba er anderledes, og der er i øjeblikket rygter om Jack Grealish og Donny Van de Beek, som er midtbanespillere, der gerne vil have bolden. Ligesom også Bruno Fernandes vil det.

En portugisisk Cantona?

Manchester United savnede ny energi, da Bruno Fernandes kom til klubben i januar. I starten af måneden havde Liverpool besejret holdet med 2-0, og flere journalister har via deres kilder fortalt, at der var gravølsstemning i Old Traffords executive rooms i pausen af Carabao Cup-kampen mod Manchester City, hvor Guardiolas mandskab i første halvleg havde udstillet hvor stor forskel, der var på de to hold.

Bruno Fernandes var dog en åbenbaring under lyset på Old Trafford i et vintermørkt Manchester. I de ni kampe portugiseren fik, inden COVID-19 lukkede ned for fodboldverdenen, var han mand for 4 assist og tre mål. Men det er ikke bare hans øje for mål og medspillere, som fansene på stadion forelskede sig i. Det var også engagementet og viljen, der blandt andet kom til udtryk, da han i 2-0 sejren mod Manchester City tyssede på Guardiola i en situation ved sidelinjen. Den arrogance og måden han løfter holdet på, har fået folk til at nævne hans navn i samme sætning som selveste Eric Cantona.

Med 52 mål i sin tid i Sporting Lissabon, der startede i 2017, er Bruno Fernandes kommet til England med et ry som en målscorende midtbanespiller. Hans teknik, særlig sparket med højrefoden, er en af de helt store styrker, og han sparker med både fart og præcision. Imodsætning til andre offensivspillere, der er dygtige til at søge ind mod banens midte for at afslutte mod det fjerneste hjørne, så mestrer Fernandes evnen til at søge udaf i banen og sparke bolden modsat af, hvor han kommer fra. Han besidder et godt blik for spillet og evnen til at spille bolden bag om modstanderens bagerste kæde, som vi så mod Manchester City og Club Brügge på Old Trafford.

Bruno Fernandes, Manchester United.

Indtil videre har Bruno spillet i tre forskellige systemer for United. Han har spillet 10’eren i den velkendte 4-2-3-1, ligesom han har haft spillet en lignende rolle i de lidt mere avancerede 4-3-1-2 og 3-4-1-2 systemer. Det har været kendetegnende, at han ikke har været på linje med den eller eller de forreste spillere, men han har startet angrebene dybere i banen. Interessant har det været at se ham og Juan Matas samarbejde. De to sydeuropæere har begge et godt øje for bevægelse mellem kæderne krydret med evnen for kælent ‘one touch’-fodbold. Journalisten Jonathan Liew bemærker i den allerede nævnte artikel, hvordan to situationer i sejren mod Chelsea viser på den ene side Uniteds problem med at starte angreb - og så at der på den anden side faktisk er forbedring at spore.

I den første situation modtager Bruno Fernandes bolden på Uniteds halvdel. Foran ham er kun Anthony Martial og Daniel James - begge markeret ud af banen af Chelsea-forsvarspillere. Og på bølgelængde med Bruno selv er Fred og Nemanja Matic, der dog ligner to spillere, der havde har travlt med at lægge ansvaret på hinanden. Den anden situation minder om den, men her er rollerne pludseligt afstemte. Nemanja Matic sikrer rummet foran forsvaret, og det frigør Fred, der modtager bolden, så Bruno Fernandes kan bevæge sig op i banen, og sætte angrebet op med kortere afstand til mål.

Jonathan Liew slutter af med at skrive, at det er midtbanen, som i moderne fodbold repræsenterer, hvilket hold man gerne vil være. United har alt for længe været en analog udgave af deres egen forkrøblede ambition. Et hold uden mod og kreativitet. Men selvom det er tidlige dage, så kan Bruno Fernandes måske være en trædesten på vej mod en lysere fremtid

En Klopp'sk filosofi

Kritikere af Manchester United under ledelse af Ole Gunnar Solskjær siger, at der ikke har været nogen udvikling i måden holdet spiller på, og det er svært at se, hvad taktikken er.

The Athletic lavede efter udekampen mod Everton, der endte 1-1, en analyse af den kamp sammenlignet med den samme kamp sidste sæson, hvor Everton ydmygede United og vandt 4-0. Journalisterne Laurie Whitwell og Tom Worwille tager fat i et begreb, som sikkert giver fodboldhopstere julelys i øjnene. Det hedder Passes Per Defensive Action(PPDA), og selvom det måske skærer i øjne og ører ligesom xG-indekset, så viser det, hvor aggressivt et hold spiller ved at måle, hvor mange afleveringer holdet tillader modstanderen, inden man forsøger at vinde bolden. Jo lavere PPDA desto bedre.

I kampen mod Everton sidste år var Uniteds PPDA på 18 men i kampen i år, var den faldet til 11. Det falder tilbage på manageren og staben omkring, der har forsøgt at implantere et Manchester United-hold, der simpelthen knokler noget mere. Ole Gunnar Solskjær har aldrig lagt skjul på, at det har været et mål.

I øvrigt tillader Manchester City i gennemsnit 9,7 afleveringer, før de forsøger at vinde bolden, og det er ligaens laveste.  Det er, som Jürgen Klopp også byger sin fodboldfilosofi omkring, nemmere at score mål, hvis du forsøger at vinde bolden tilbage og gerne så tæt på modstanderens mål som muligt.

Og hvad kan vi så bruge denne fodboldfilosofiske snak til i forhold til det spørgsmål, vi forsøger at besvare? Der er ingen tvivl om, at både Paul Pogba har deres styrker, når de har bolden ved deres fødder. Men i fodbold hænder det jo også, at modstanderen har den. Pogba får ofte kritik for, at han ikke arbejder nok i holdets tjeneste, og kritikere vil hævde at den fremgang, vi har set i forhold til arbejdet uden bolden i den her sæson har været uden Paul Pogba, der har været meget skadet. Samtidig kan man sige, at franskmanden deltog i den Everton-kamp, hvor PPDA var højest, mens Bruno Fernandes deltog i den anden. Men som denne analyse viser, så kan Pogba godt finde ud at af styre et presspil, ligesom Bruno kan.

Men hvad så med formationen? Ole Gunnar Solskjærs foretrukne system ligner en bastard mellem 4-3-3 og 4-2-3-1 som er to systemer, der har mange fællestræk. Begge systemer kræver tre centrale midtbanespillere, så Paul Pogba og Bruno Fernandes skal parres med en af enten Fred, Nemanja Matic eller Scott McTominay. Analysen fortæller også noget, som er ret relevant. Nemlig at Bruno har rigtig mange boldberøringer på den sidste banehalvdel men ikke så mange i feltet, hvilket Pogba tilgengæld har, og så er vi tilbage ved Scholes og Giggs’ læresætning om, at gode fodboldspillere altid kan spille sammen samt Jonathan Liews læring fra kampen mod Chelsea på Stamford Bridge

Hvis de centrale midtbanespillere afstemmer rollerne, er det bedste bud, at en af Fred, Matic og McTominay vil agere anker på den centrale midtbane, og så vil det være meget flydende mellem Bruno og Pogba, der skiftevis kan sætte spillet op centralt på banen, mens den anden bevæger sig fremad for at linke op med de forreste spillere. Det kan man forestille sig, men man kan desværre også forestille sig, at Paul Pogba bringer sit ustabile spil tilbage, og sætter sit hold i en svær situation. Det har vi set før.

Men som Andy Mitten i dag skriver om samme emne: Hvis både Pogba og Bruno har de bedste dage foran sig på Old Trafford, så er det svært ikke at være lidt optimistisk.