United og Everton delte i porten

United fik endnu et uafgjort resultat i Premier League, da et sent straffesparksmål til Everton forhindrede gæsterne i at tage alle tre point med hjem fra Goodison Park

Med undtagelse af Wayne Rooney (karantæne) og Luke Shaw var der genvalg til de spillere, som pillede West Ham fra hinanden i midtugens EFL Cup-kamp mod West Ham og dermed bookede plads i semifinalen. 

Modsat den kamp, så var United dog ikke helt så angrebslystne fra start denne søndag eftermiddag mod Everton på Goodison Park. 

I kampens indledning bølgede kampen frem og tilbage, uden at nogen af holdene fik spillet sig frem til noget farligt.

United var heldige med ikke at blive reduceret til 10 mand allerede efter et kvarter, da Marcos Rojo satte en hovedløs tackling med begge fødder ind på Gueye.

Dommer Michael Oliver takserede kun hændelsen til gult, men hvis Uniteds nr. fem var blevet sendt tidligt i bad, så ville selv José Mourinho have haft svært ved at protestere over det.

United virkede til at have det svært over for de fysisk stærke Everton-spillere, og udover et frispark på kanten af feltet, der blev eksekveret dårligt af Zlatan Ibrahimovic, så fik udeholdet ikke spillet sig frem til meget i kampens første halvleg. 

I den anden ende kom David de Gea dog bestemt heller ikke på overarbejde, og vi skulle helt hen til de sidste minutter af første halvleg, før der kom gang i sagerne. 

En høj bold blev slået op til Zlatan i Evertons bagrum, og keeper Stekelenburg tog på en gevaldig skovtur i håb om nå bolden før svenskeren. Det nåede han ikke, og Zlatan lobbede i stedet bolden over ham.

Bolden ramte både overliggeren og stolpen og hoppede et par gange på målstregen, før den omsider rullede ind i kassen. Et fuldstændig bizart mål, men United kunne gå til pause med en 1-0 føring efter en rodet forestilling.

Anden halvleg

United var toneangivende fra anden halvlegs start, selvom Everton kom tæt på, da Mirallas slap forbi Rojo i feltet. De Gea var dog vågen og fik skuddet afværget. 

I den anden ende var United også momentvis nærgående. Ander Herrera havde et skud på overliggeren efter et indlæg i feltet, men efter en times spil var det stadig kun Zlatans navn, der lyste på måltavlen. 

Mod kampens slutning fik Everton presset United lidt tilbage, men de blev aldrig rigtig farlige.

Og bedst som man troede, at United var godt igang med at lukke kampen ned og tage hjem med alle tre point i bagagen, nedlagde indskiftede Fellaini kluntet Gueye i Uniteds felt med fem minutter tilbage af kampen, og dommeren pegede korrekt på pletten.

En klodset aktion af den i forvejen udskældte kæmpe fra Belgien, og Leighton Baines omsatte sikkert fra 11-meter-pletten. 1-1.

United virkede i chok, og Everton pressede mest på for at score sejrsmålet.

Der blev dog ikke scoret yderligere, og United må dermed tage til takke med endnu et uafgjort resultat i Premier League. En ærgerlig – men ikke helt ufortjent – pointdeling, og vejen til top 4-placeringen synes længere og længere væk.

Næste gang United skal i aktion er på torsdag ude mod Zorya Luhansk, hvor United blot skal bruge (endnu) et uafgjort resultat for at sikre sig videre avancement i Europa League.

Du kan se eller gense Fellainis klodsede straffespark, Zlatans mærkværdige scoring og kampens øvrige højdepunkter i denne video:

 

 

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Startopstillingen mod Everton

Næste artikel

Neville: Elendigt af Fellaini

ANNONCE