Micki og Zlatan sendte United sikkert videre

Henrikh Mkhitaryan og Zlatan Ibrahimovic scorede Manchester Uniteds mål, da de uden de store problemer vandt 2-0 ude mod Zorya og spillede sig videre i Europa League.

Torsdag skulle Manchester United forsøge at gøre arbejdet færdigt i Europa League, da de mødte ukrainske Zorya Luhansk på udebane. Opgaven var relativt ligetil for Jose Mourinho og co, da de ved at undgå nederlag ville være videre uanset resultatet i kampen mellem Feyenoord og Fenerbahce.

Første halvleg var en meget ensidig halvleg i forhold til boldbesiddelse, da United havde bolden i klart størstedelen af de første 45 minutter. Chancemæssigt var det dog lidt mere lige.

Den første store chance faldt til Zorya efter omkring ni minutter. Igor Kharatin trykkede af fra distancen, men Sergio Romero strakte sig ud i en fin redning og holdt scoren på 0-0.

United havde et par langskud ved Paul Pogba, der sparkede lige forbi efter 17 minutter, og Rooney, der testede keeperen kort før pausen. Det bedste forsøg kom dog fra tilbagevendte Eric Bailly, der saksesparkede bolden mod mål. Desværre fik ivorianeren ikke nok fart på forsøget.

Selvom der stod 0-0 til pausen, var der dog ikke det store at være nervøs omkring i forhold til Uniteds chancer for at gå videre. Fenerbahce var nemlig foran 1-0 ude mod Feyenoord, og så længe hollænderne ikke vandt, var United videre uanset resultatet mod Zorya.

United fik en drømmestart på anden halvleg og var foran efter få minutter. Henrikh Mkhitaryan driblede mod forsvaret, lavet en tunnel på en Zorya-spiller og afsluttede sikkert. Armeneren kunne for første gang juble over en scoring i United-trøjen, og Mourinhos mandskab var sikkert på vej videre.

Med omkring tyve minutter var Zorya tæt på at udligne. Efter en dødbold var Sivakov tæt på at kunne heade bolden i nettet, men Romero kom ud og blokerede forsøget.

Kampen faldt i intensitet mod slutningen af kampen. Kort før tid fik United lukket kampen endegyldigt. Pogba sendte Zlatan fri i dybden, og alene med målmanden svigtede svenskeren ikke. Det endte med en 2-0-sejr til United.

Med resultatet var United videre i Europa League, men måtte nøjes med andenpladsen. Fenerbahce vandt 1-0 ude mod Feyenoord, hvilket betyder, at tyrkerne tog førstepladsen. 

Forrige artikel

Startopstillingen mod Zorya

Næste artikel

Overblik: Uniteds mulige EL-modstandere

ANNONCE