Mata sikrede United derby-sejren

Juan Mata scorede kampens eneste mål, da Manchester United slog Manchester City 1-0 og spillede sig videre til kvartfinalen i EFL Cup.

Manchester United havde masser at revanchere forud for EFL Cup-braget mod Manchester City onsdag aften. Pep Guardiolas mandskab havde vundet 2-1 på Old Trafford tidligere på sæsonen, og så skulle United meget gerne tilbage på sporet efter det smertefulde 4-0-nederlag til Chelsea.

City gik heller ikke ind til kampen med en særlig stærk formkurve. De lyseblå havde nemlig ikke vundet en eneste af deres seneste fem kampe. På trods af det stillede Guardiola med en del reserver mod United, der stillede op med stort set stærkest mulige startopstilling.

Første halvleg var en relativt jævn affære med meget få chancer. City kunne dog have kopieret Chelseas lynstart, da Jesus Navas slog bolden ind til Kelechi Iheanacho, men den unge angriber headede over fra tæt hold.

Uniteds bedste chance før pausen gik til Marcus Rashford. Zlatan Ibrahimovic sendte den unge englænder i dybden, men City-forsvaret kom hurtigt tilbage og fik holdt Rashford fra at afslutte.

Lige efter pausen var United meget tæt på at komme foran. Zlatan sendte bolden videre til Pogba, der sparkede mod nærmeste stolpe. City-keeper Willy Caballero fik dog en hånd til bolden og parerede den på stolpen.

United var kommet stærkt ud efter pausen, og i det 54. minut blev de belønnet for det. Zlatan viste sin styrke og sendte bolden på tværs af feltet, hvor Juan Mata mødte bolden og satte den i nettet til 1-0 til stor forløsning for Old Trafford.

Efter målet overlod United initiativet til City, men på trods af det var United tættere på 2-0, end City var på 1-1. Den største chance faldt til Zlatan, der ikke fik afsluttet efter et ellers fremragende indlæg fra Rashford.

City havde bolden stort set hele tiden i de sidste 30 minutter og smed både Sterling og Aguero ind i et forsøg på at tage sejren. United-defensiven stod dog stærkt og holdt ud.

Det endte med en vigtig 1-0-sejr til United, der sender dem videre til kvartfinalen i EFL Cup.

 

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Stærk startopstilling mod City

Næste artikel

EFL Cup: United trak West Ham

ANNONCE